
Skilsmisse og brud kræver oftest hjælp og ikke mindst en reel forståelse! Både for en mor og en far. Der findes mange rigtig gode tilbud til enlige mødre, mens et tilbud til enlige fædre er stort set ikke-eksisterende. Det har jeg oplevet på egen hånd. Derfor har jeg startet Fædrehjælpen.
Der mangler helt grundlæggende muligheder for mænd/fædre til at få hjælp, støtte og forståelse i en brudproces. Det kan du få her!
To episoder stod særligt ud, da jeg valgte at tage beslutningen om at coache og hjælpe fædre og mænd gennem brud, sorg, ensomhed, børnedeling og skilsmisse. Noget jeg egentlig har overvejet at gøre i mange år.
Den ene, var en samtale jeg havde med et mandligt familiemedlem, der ligesom jeg har et delebarn og derfor også har været i den svære proces, der hører til, og for første gang nogensinde oplevede jeg for alvor en person, der dengang faktisk kunne forstå min situation, og fuldt ud kunne sætte sig ind i mine udfordringer og tanker. En person der helt naturligt kunne sætte sig ind i min sted, i mine følelser og dermed også i min følelsesmæssige tilstand. Det var en befrielse ikke at skulle forklare eller opleve at blive misforstået eller lign. - men bare at blive forstået og lyttet til.
Den anden og afgørende årsag til, at jeg gik i gang var, at jeg så et indslag i Nyhederne om nogle kvinder, i en helt anden udfordrende situation, mødtes omkring deres udfordringer, og de oplevede en forståelse fra de andre, som de ikke mødte andre steder, og de gav udtryk for hvor fantastisk det var, og hvor meget det hjalp dem i denne svære proces. Kvinder er grundlæggende langt bedre til at tale sammen og forstå hinanden, mens den proces ofte er lidt mere udfordrende for mænd.
Brud er stort set altid forbundet med stor sorg, et stort savn kombineret med alle de potentielle udfordringer som et splittet forhold medfører-særligt når der er børn involveret. At møde forståelse, få støtte og professionel hjælp er vitalt for at komme bedst muligt igennem den ofte umulige proces en skilsmisse, deling af børn eller et brud er. Du får coaching, hjælp og støtte-også gennem processen i Familieretshuset - og jeg bliver din "wingman" gennem din proces. Fokus i samtalerne vil være på dit eget velbefindende, et godt samarbejde med dine børns mor samt ikke mindst på dine børns trivsel og velbefindende.